Mindst 48 personer er blevet dræbt i en indsats mod anti-FN-demonstrationer i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo).
Det oplyse kilder og officiel dokumentation.
Onsdag stoppede congolesiske soldater en religiøst sekt, der holdt en demonstration mod FN’s fredsbevarende styrker i byen Goma.
Omkring ti personer blev indledningsvist meldt dræbt, efter at soldaterne var gået ind på en radiostation og et tilbedelsessted. En politibetjent blev også dræbt på stedet.
Men et internt militærdokument, som AFP har set torsdag, og som er blevet verificeret af embedsmænd, viser, at 48 personer blev dræbt ved hændelsen ud over betjenten.
75 personer blev såret.
I dokumentet lyder det også, at soldater har beslaglagt en række blankvåben og anholdt 168.
Blandt de anholdte er en leder af en kristenanimistisk sekt, der hedder ’Den Naturlige Judaiske og Messianske Tro mod Nationen’.
Den prodemokratiske congolesiske aktivistgrupper Lucha siger torsdag, at antallet af dræbte er »tæt på 50«.
I en udtalelse sent torsdag skriver regeringen »43 døde, 56 døde og 158 anholdte, herunder sektlederen«.
Regeringen siger, at den støtter »efterforskningen, der er åbnet af den militære forhørsleder, så de ansvarlige kan blive stillet til ansvar«.
To videoer, hvis ægthed ikke er blevet bekræftet, cirkulerer på sociale medier torsdag. De viser tilsyneladende congolesiske soldater, der kaster livløse kroppe – nogle indsmurt i blod – bag på et militærkøretøj.
»Congolesiske sikkerhedsstyrker skød og dræbte dusinvis af demonstranter og sårede snesevis«, lyder det fra Human Rights Watch i en udtalelse.
Den østlige del af DR Congo har været hærget af vold fra militser i tre årtier. Der var desuden regionale krige i landet i 1990’erne og i årene efter årtusindskiftet.
FN’s fredsbevarende styrker i regionen er en af de største og dyreste i verden med et årligt budget på omkring en milliard dollar.
Men FN får skarp kritik i det centralafrikanske land, hvor mange folk mener, at de fredsbevarende styrker ikke lykkes med at forhindre konflikter.
De seneste dages vold kommer midt i en debat over, hvornår FN’s fredsbevarende styrker skal forlade landet.
ritzau




























