Den anden søndag i januar blev Brasiliens højesteret, præsidentpaladset og landets kongres invaderet og vandaliseret af vrede folkemasser, der nægtede at acceptere, at den højreradikale Jair Bolsonaro havde tabt præsidentvalget til socialisten Lula da Silva.
I onsdags begyndte retssagerne mod de første fire formodede kupmagere, som er anklaget for at deltage i det værste angreb på Brasiliens demokrati siden diktaturet i perioden 1964-85. Anklagemyndigheden er fast besluttet på at statuere et eksempel med lange fængselsstraffe og store bøder.


























