Først stillede den polske præsident, Andrzej Duda, sig op ved FN’s generalforsamling i New York og sammenlignede Ukraine med en druknende, som desperat griber ud efter et sugerør for at få luft.
Derefter satte den polske landbrugsminister spørgsmålstegn ved, om Polen overhovedet ville støtte ukrainsk medlemskab af EU. Og onsdag aften gik ministerpræsident Mateuz Morawiecki så på polsk tv og sagde, at Polen ikke vil sende mere militærudstyr til Ukraine, for nu handler det først og fremmest om at modernisere polsk forsvar. Altså Polen først.




























