De konservatives højrefløj er løbet med rampelyset på partikonferencen i Manchester, og at dømme efter fremmøde og stående klapsalver fra kernetropperne står indenrigsminister Suella Braverman tilbage som den interne vinder. Hendes blanding af ekstrem immigrationsalarm og woke-bashing trak fulde og begejstrede huse tirsdag.
Konservative har været for langsomme til at erkende problemet med masseindvandring, »og lad os være ærlige, alt for følsomme over for at blive stemplet som racister, til ordentligt at bringe orden i kaosset«, sagde Suella Braverman.


























