En dansk mand midt i tyverne er dræbt i forbindelse med et russisk raketangreb i Ukraine 29. september.

Dansk frivillig dræbt i Ukraine

Oplysningen om dødsfaldet bekræftes af Daniel Ebert, der er andenpræst ved den katolske Sankt Ansgars Kirke i København.

 Foto: Finn Frandsen
Oplysningen om dødsfaldet bekræftes af Daniel Ebert, der er andenpræst ved den katolske Sankt Ansgars Kirke i København. Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

En dansker, der arbejdede som frivillig på ukrainsk side i krigen mod Rusland, er død.

Manden, der er midt i tyverne, blev dræbt i forbindelse med et russisk raketangreb.

Det er den ukrainskortodokse kirke i Danmark, der fortæller om dødsfaldet på sin Facebook-side.

Den dræbte arbejdede som paramediciner og ambulancefører.

»Han gjorde, hvad han mente var det rigtige. Lige fra at køre ambulancer og transportere andet medicinsk udstyr til at redde liv på de farligste frontlinjer«, hedder det i mindeopslaget på siden.

Oplysningen om dødsfaldet bekræftes af Daniel Ebert, der er andenpræst ved den katolske Sankt Ansgars Kirke i København.

Han døbte den dræbte inden afgangen til Ukraine og er i forbindelse med den dræbtes familie.

Der vil blive afholdt en messe for den dræbte fredag klokken 11 i Sankt Ansgars Kirke.

Siden krigens begyndelse har mange frivillige fra tredjelande meldt sig til tjeneste på ukrainsk side, både som egentlige soldater, men også som frivillige bag fronten.

I slutningen af februar 2022 annoncerede Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, oprettelsen af en international militærenhed, som skulle indgå i den ukrainske hær og forsvaret af landet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde ved den lejlighed, at der rent juridisk ikke er noget galt i, at danskerne går ind i krigen på ukrainske side.

Foreningen Danske Veteraner har dog advaret mod, at frivillige uden militære kompetencer eller erfaring risikerer både at bringe sit eget og andres liv i fare ved at begive sig ind i krigszoner.

30. april 2022 meddelte Udenrigsministeriet, at en 25-årig mand med tilknytning til Vejle måtte anses som dræbt i kamp i Ukraine, hvor han angiveligt var en del af den internationale legion.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her