Artiklen er opdateret kl. 20.46.
Frankrig øgede fredag dets sikkerhedsniveau til det højeste niveau, efter et islamistisk knivangreb på en skole, hvor en lærer blev dræbt og to andre personer blev livsfarligt såret.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, havde forinden fordømt »den islamistiske terrorismes barbari« i forbindelse med drabet på skolelæreren.
»Læreren reddede utvivlsomt mange menneskers liv, da han stoppede angrebsmanden«, sagde Macron, som opfordrede den franske befolkning til at stå »forenet« over for terrorangreb. Han opfordrede befolkningen til at undgå at bringe konflikten mellem Israel og Hamas til Frankrig.
Ifølge avisen Le Figaro skete knivangrebet fredag morgen på gymnasiet Gambetta i den nordfranske by Arras. Den franske tv-kanal BMF TV melder, at den dræbte var fransklærer på skolen, mens en af de alvorligt sårede er idrætslærer. Denne person blev ligeledes stukket med kniv.
»Frankrig har nu øget sit sikkerhedsberedskab til det højeste niveau«, sagde indenrigsminister Gérald Darmanin i nyhedsudsendelsen TF1 fredag aften.
»Der er en forbindelse mellem, hvad der skete i Arras i dag, og hvad der sker i Mellemøsten«, pointerede han.
Politiet melder alt under kontrol
Angrebet skete på en skole i den nordfranske by Arras. Her blev en lærer slået ihjel ved knivangrebet. Derudover blev to andre personer alvorligt såret, og de kæmper for deres liv.
»Terrorisme har igen ramt en skole i en kontekst, som vi alle er bekendt med«, sagde præsidenten med henvisning til terrorangrebene i Paris i november 2015.
I 2020 blev en lærer, Samuel Paty, halshugget af en tjetjensk teenager, som ville hævne, at læreren ville orientere sine elever om tegningekrisen omkring profeten Muhammed.
Gerningsmanden ved fredagens angreb blev anholdt af politiet, som har meldt situationen i Arras under kontrol. Ud over de to alvorligt sårede er en række andre personer kommet til skade som følge af angrebet, melder Le Figaro. De er dog ikke i livsfare. Mediet skriver desuden, at også gerningsmandens bror er blevet anholdt. De formodes begge at have tjetjensk baggrund.
Ritzau
fortsæt med at læse




























