Ruslands parlament har stemt ja til at trække ratificeringen af en knap tre årtier gammel atomaftale tilbage.

Rusland nærmer sig tilbagetrækning fra atomaftale fra 1996

Foto: Natalia Kolesnikova/Ritzau Scanpix
Foto: Natalia Kolesnikova/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Russiske parlamentsmedlemmer har tirsdag stemt for at trække ratificeringen af en aftale om atomprøvesprængninger fra 1996 tilbage.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ved en afstemning i parlamentets underhus, Dumaen, blev forslaget om at trække ratificeringen tilbage enstemmigt godkendt under første behandling.

412 stemte for, og ingen stemte imod.

Forslaget kan endeligt underskrives af den russiske præsident, Vladimir Putin, når det er stemt igennem efter tre behandlinger i underhuset og er blevet godkendt af overhuset. Det skriver AFP.

Aftalen om atomprøvesprængninger – på engelsk Comprehensive Nuclear Test Ban Treaty (CTBT) – har til formål at forbyde alle atomsprængninger.

Den blev indgået, efter at Sovjetunionen, USA og andre atommagter foretog over 2000 atomsprængninger i løbet af Den Kolde Krig.

Rusland og USA underskrev begge aftalen i september 1996. Amerikanerne har dog aldrig ratificeret - altså formelt tilsluttet sig - aftalen.

Netop derfor har Rusland også tidligere luftet idéen om at trække ratificeringen tilbage. Russerne har dog samtidig sagt, at de ikke vil foretage atomprøvesprængninger, medmindre USA gør.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her