For nogle dage siden flygtede de fra deres hjem i det nordlige Gaza efter en advarsel fra Israel om, at det var en kampplads, og at det er livsfarligt at blive. Men situationen sydpå er så desperat, at nogle familier er vendt tilbage efter at have sovet i gaderne i flere dage, uden adgang til mad, vand og medicin, fortæller udviklingsorganisationen ActionAid.
»Vi har talt med flere, som siger, at de hellere vil dø i værdighed i deres eget hjem i nord end på gaderne i syd. Situationen er forfærdende. Enhver kan blive udsat for bomberne. Der er ikke sikkert noget sted«, siger Wisam Shweiki, programchef for ActionAid i Palæstina, på ngo’ens hjemmeside.




























