Præsidenten for det palæstinensiske selvstyre deltager i topmøde i Kairo. Det er uvist, om Israel og USA gør.

Europæiske og arabiske ledere haster til fredstopmøde i Egypten

Lyt til artiklen

Egypten holder lørdag et hasteindkaldt fredstopmøde med regeringsledere og udenrigsministre fra Europa og flere arabiske lande.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det sker som følge af konflikten mellem Israel og Hamas.

Blandt deltagerne ventes at være Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, og præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas.

EU-præsident Charles Michel og EU’s udenrigschef, Josep Borrell, ventes også at deltage. Det samme gør flere regeringsledere og udenrigsministre fra EU.

Topmødet, der foregår i den egyptiske hovedstad, Kairo, finder sted, mens Israel ventes at forberede en større offensiv i Gazastriben.

Den israelske hær har ikke bekræftet dens præcise planer.

Onsdag sagde den israelske forsvarsminister, Yoav Gallant, dog til israelske soldater nær Gazas grænse, at de snart ser Gazastriben ’indefra’.

Det står fredag omkring klokken 16.00 ikke klart, hvordan den præcise gæsteliste ser ud ved lørdagens topmøde i Kairo.

Der er dog ikke umiddelbart deltagere fra Israel og USA på listen.

Det står heller ikke klart, om eksempelvis den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), deltager i fredstopmødet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her