Orkanen Otis førte til omfattende oversvømmelser og ødelæggelser af hjem, hoteller og andre virksomheder.

92 er døde eller savnede efter orkan i mexicansk ferieparadis

Foto: Quetzalli Nicte-ha/Ritzau Scanpix
Foto: Quetzalli Nicte-ha/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

92 mennesker er enten meldt døde eller savnede efter orkanen Otis, der sidste uge ramte det mexicanske ferieparadis Acapulco, oplyser myndighederne i den mexicanske delstat Guerrero mandag.

Otis ramte onsdag Acapulco med vindhastigheder på 266 kilometer i timen. Orkanen førte til omfattende oversvømmelser og ødelæggelser af hjem, hoteller og andre virksomheder.

Evelyn Salgado, guvernør i Guerrero, oplyser, at 45 er døde, mens 47 er savnede. Blandt de døde er en amerikansk statsborger, en brite og en canadier.

I desperation over manglen på vand og mad er der opstået plyndring visse steder i den ødelagte by med sine næsten 900.000 indbyggere.

62-årige Rumualda Hernandez opfordrer regeringen til at sende hjælp, efter at hun måtte gå ti blokke fra sit ødelagte hjem for at skaffe vand.

»Jeg rystede af frygt. Jeg troede, at jeg skulle dø«, siger hun og erindrer, hvordan vandmasserne, der nåede hende over hovedet, omkransede hendes hus, da stormen ramte.

Regning ventes at løbe op i 105 mia. kr.

Fiskere og ansatte i den lokale turismeindustri samledes søndag for at lede efter savnede kolleger og venner i frygt for, at myndighederne ikke gør nok. Den lokale fisker Luis Alberto Medina fortalte da, at han var i færd med at lede efter seks folk, der var ansatte i havnen.

»Det var virkelig forfærdeligt. Vi har allerede fundet flere lig«, lød det.

Regningen for orkanens ødelæggelser ventes at løbe op i op mod 15 milliarder dollar – omkring 105 milliarder kroner.

Mexico har sendt 17.000 militærfolk til byen for at hjælpe med at opretholde ro og orden. I nabolaget La Frontera stod 150 mennesker søndag i kø langs tilsølede veje for at få vand.

»Se, hvor mange vi er. Vi er så mange. Vandet kommer ikke til at række«, lød det fra Emilia Rojas, en af de mange i køen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her