Ruslands præsident, Vladimir Putin, har torsdag underskrevet en lov, der endeligt vedtager, at Rusland trækker sin ratifikation af en global atomaftale tilbage.
Det fremgår af et dekret offentliggjort på den russiske regerings hjemmeside, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Der er tale om CTBT-traktaten, som blev vedtaget i FN’s Generalforsamling i 1996. Det er et altomfattende forbud mod atomprøvesprængninger.
Formelt er aftalen dog aldrig trådt i kraft. For en række lande - herunder USA og Kina - har ikke ratificeret aftalen.
Ratifikation betyder, at et land tiltræder en international aftale endeligt.
Den russiske beslutning om at trække ratifikationen er tidligere blevet vedtaget i begge kamre i det russiske parlament, Dumaen og Føderationsrådet.
Det sidste skridt var Putins underskrift, som altså er blevet sat torsdag.
Putins talsmand, Dmitrij Peskov, har tidligere sagt, at hvis Rusland trækker sig ud af CTBT-aftalen, vil det placere landet på samme niveau som USA. Det samme budskab lyder torsdag fra Putin, skriver Reuters.
Rusland vil ikke foretage atomprøvesprængninger, medmindre USA gør det, lyder det.
Rusland overtog ved Sovjetunionens opløsning alle atomvåben. Også dem, der var placeret i Ukraine.
Sovjetunionen gennemførte sin sidste atomprøvesprængning i 1990. USA’s sidste var i 1992.
ritzau
fortsæt med at læse




























