Det er ikke det rigtige tidspunkt, siger Volodymyr Zelenskyj om det præsidentvalg, der efter planen skal afholdes i Ukraine til maj.

Zelenskyj er imod at afholde præsidentvalg i maj

Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix
Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger mandag, at han ikke mener, at det ikke er det rigtige tidspunkt at holde valg, mens debatten om, hvorvidt det krigshærgede land skal gennemføre et præsidentvalg til maj næste år intensiveres, skriver AFP.

Alle valg i Ukraine er teknisk set aflyst på grund af den militære undtagelsestilstand, der blev indført i landet, som blev invaderet af Rusland i februar sidste år.

»Vi må beslutte os for, at tiden nu er til forsvar, krigens tid, på hvilken skæbnen for staten og folket hviler«, siger Zelenskyj i sin daglige videotale.

Han siger, at tiden er til, at landet skal være forenet og ikke splittet.

»Jeg mener ikke, at nu er den rette tid til valg«, siger han.

Valgsteder vil være »perfekte mål« for russerne

I fredags sagde Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, at præsidenten overvejer, om det vil være muligt at afholde valget næste år.

»Jeg tror ikke, at der er noget andet land i verden, der overhovedet ville overveje at holde valg, mens der foregår en så storstilet invasion«, sagde han på et pressemøde.

Han nævnte dog også, at det ville være svært at afholde valg, fordi mange ukrainere er flygtet fra landet, og fordi mange soldater er ved frontlinjen. Samtidig udtrykte han frygt for, at valgsteder ville blive et »perfekt mål« for russiske drone- eller missilangreb.

Frontlinjen i Ukraine har været stort set statisk det seneste år på trods af en meget omtalt ukrainsk modoffensiv. Politikere fra USA og EU – Ukraines vigtigste allierede – skal angiveligt have foreslået, at der bliver holdt forhandlinger om en afslutning på den 20 måneder lange konflikt.

USA har offentligt fastholdt, at man er klar til at støtte Ukraine med militær og økonomisk hjælp, så længe det er nødvendigt for at besejre Rusland. Det internationale samfunds opmærksomhed har dog vendt sig mod Mellemøsten, siden den væbnede palæstinensiske gruppe Hamas’ angreb på Israel 7. oktober.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her