Den nu afgåede premierminister Antonio Costa siger om korruptionsanklager, at hans samvittighed er ren.

Portugals premierminister træder tilbage efter anklager

Foto: Patricia De Melo Moreira/Ritzau Scanpix
Foto: Patricia De Melo Moreira/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Portugals premierminister, Antonio Costa, er tirsdag trådt tilbage i forbindelse med en undersøgelse for korruption.

Det handler om hans socialistiske regerings ageren i forbindelse med litiumudvinding og flere vandprojekter i landet.

Costa siger på portugisisk tv, at hans samvittighed er ren.

Han udtaler sig, efter at have indgivet sin afskedsbegæring til præsident Marcelo Rebelo de Sousa.

Costa siger, at han ikke længere vil være kandidat til posten som premierminister.

Den igangværende undersøgelse bygger på mistanke om nepotisme og bestikkelse i forbindelse med tildelingen af koncessioner ved mineudvinding af litium og produktionen af klimavenlig energi fra vand. Det rapporterer nyhedsbureauet Lusa.

Fem personer meldes anholdt. Blandt dem Costas regeringsrådgiver, Vitor Escaria. Ministeren for infrastruktur, Joao Galamba, er ifølge anklagemyndigheden en af de mistænke i sagen.

Costa siger, at han ’fuldt ud står til rådighed for samarbejde’ med justitsmyndighederne, efter også han er blevet en del af efterforskningen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her