Der har tidligere været meldinger om kampe nær hospital, hvor Israel beskylder Hamas for at befinde sig.

Videoer viser døde og sårede på Gazas største hospital

Lyt til artiklen

Der er fredag både døde og sårede på al-Shifa-hospitalet i Gaza, viser videoer delt på sociale medier, som nyhedsbureauet Reuters har verificeret. Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har også udtalt, at der er bombardementer ved al-Shifa-hospitalet.

Gazas Hamas-kontrollerede sundhedsministerium har meddelt, at hospitalet blev udsat for et israelsk angreb, der førte til 13 dræbte. Det præcise dødstal er ikke uafhængigt verificeret af internationale medier.

»13 martyrer og dusinvis af sårede i et israelsk angrib på al-Shifa-området i dag«, står der i en meddelelse fra Hamas-regeringen i Gaza ifølge nyhedsbureauet AFP.

Hospitalsdirektør Mohammad Abu Salmiya siger, at »israelske kampvogne skød på al-Shifa-hospitalet«. Det israelske militær har ikke udtalt sig om meldingerne.

Torsdag meddelte Israel ifølge AFP, at der var heftige kampe nær hospitalet. På det tidspunkt forlød det, at en række militante var blevet dræbt. Tunneler tilhørende den militante palæstinensiske bevægelse Hamas var blevet ødelagt, lød det fra Israel.

Israels hær har flere gange beskyldt Hamas for at bruge hospitaler, heriblandt al-Shifa, til at koordinere angreb.

WHO-talsperson Margaret Harris er ifølge Reuters blevet spurgt ind til beskyldningerne om et israelsk angreb på hospitalet og svarede:

»Jeg kender ikke til detaljerne, men vi ved, at de er under bombardement«.

FN-organer har talrige gange advaret om de humanitære forhold i Gaza, hvor over 10.800 er blevet dræbt ifølge Gazas Hamas-kontrollerede sundhedsministerium. I alt 20 hospitaler er ifølge WHO helt ude af drift i Gaza.

Israel igangsatte angrebene mod Gaza efter Hamas’ angreb på Israel 7. oktober. Her blev omkring 1.400 dræbt, hvilket førte til den seneste og meget voldsomme opblussen i den årtier lange konflikt. Hamas tog også omkring 240 gidsler.

Opdateres ...

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her