Det Hvide Hus siger tirsdag, at det har sine egne efterretninger om, at Hamas bruger al-Shifa-hospitalet som et militært kommandocenter.
Udtalelserne kommer fra talsmanden for USA’s nationale sikkerhedsråd, John Kirby, om bord på Air Force One.
Al-Shifa er det største hospital i Gaza.
De militante grupper Hamas og Islamisk Jihad ’driver et kommando- og kontrolknudepunkt fra al-Shifa i Gaza By’, siger Kirby ifølge nyhedsbureauet AFP.
»De har opbevaret våben der, og de er klar til at reagere på en israelsk militæroperation mod det anlæg«.
Israel hævder ligeledes, at det har information om et underjordisk Hamas-hovedkvarter på hospitalet.
Hamas har gentagne gange benægtet, at militante fra bevægelsen opholder sig under hospitalerne. Flere hospitalsdirektører fra Gazastriben har også benægtet det.
De seneste dage har der været stor opmærksomhed om den humanitære situation på især al-Shifa – men også en række andre hospitaler.
Der mangler blandt andet el, og det gør situationen kritisk for patienter, lyder det.
Lederen af al-Shifa sagde tirsdag, at 179 mennesker - heriblandt spædbørn og patienter, der er døde på intensivafdelinger - var blevet begravet i en massegrav på hospitalets område i Gaza By.
»Vi var tvunget til at begrave dem i en massegrav«, sagde hospitalsdirektøren, Muhammad Abu Salmiya, til AFP.
ritzau




























