I en ny bog kalder Liz Cheney Trump ’den farligste mand, der nogensinde har indtaget Det Ovale Kontor’ og hævder, at en republikaner kaldte ham Orange Jesus.

Liz Cheney i ny bog: Trump anerkendte nederlag to dage efter valget

Foto: David Yeazell/Ritzau Scanpix
Foto: David Yeazell/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En ny bog om USA’s Republikanske Parti og tiden efter præsidentvalget i 2020 udstiller republikanske politikere og USA’s tidligere præsident Donald Trump.

Og denne bog kommer fra en, der var der selv, og som hævder, at Trump kort efter valget anerkendte, at han havde tabt.

Det tidligere republikanske kongresmedlem Liz Cheney udkommer nemlig med bogen ’Oath and Honor’ - på dansk Ed og Ære - 5. december. Det amerikanske medie CNN har fået fat i et eksemplar af bogen.

Bogen drejer sig om, hvad Cheney kalder Republikanernes ’fejhed’, og hvordan mange var villige til at støtte Trump, som hun kalder ’den farligste mand, der nogensinde har indtaget Det Ovale Kontor’.

At Cheney er kritisk over for Donald Trump, er ikke noget nyt.

Hun var blandt de få kongresmedlemmer, der åbent og i stærke vendinger kritiserede Trumps påstande om svindel ved præsidentvalget i 2020.

Efter præsidentvalget i 2020 nægtede Trump og mange andre republikanere, at han havde tabt valget til USA’s nuværende præsident, Demokraternes Joe Biden.

Ved midtvejsvalget i august sidste år tabte Cheney og mistede dermed sin plads i Kongressen.

Mange anser hendes kritik af Trump som årsagen til, at hun ikke blev genvalgt.

Men det har øjensynligt ikke fået hende til at dæmpe sig.

Bogen, der er skrevet på baggrund af beskeder, e-mails, telefonsamtaler og møder såvel som personlige samtaler, fremstiller hendes republikanske kolleger som hyklere, der vidste, at Trump havde tabt valget.

Cheney beskriver i bogen, hvordan hun så sine kolleger gå fra at fordømme Trump til at ende med at støtte hans påstande om valgsvindel.

Blandt andet fortæller hun, at tidligere formand for Repræsentanternes Hus Kevin McCarthy to dage efter valgdagen sagde, at han havde talt med Trump, der anerkendte, at han havde tabt valget.

»Han ved, at det er slut. Han skal gennem alle sorgens faser«, sagde McCarthy ifølge Cheneys bog.

Da McCarthy senere samme dag var på Fox News, sagde han, at Trump havde vundet valget.

I bogen beskriver Cheney også en hændelse i et republikansk mødelokale 6. januar 2021, hvor medlemmer blev opfordret til at skrive under på papirer, hvor de tilkendegav, at de bestred valgets gyldighed.

Cheney skriver, at de fleste medlemmer vidste, at underskriftsindsamlingen ’var en farce’.

»Blandt dem var det republikanske kongresmedlem Mark Green fra Tennessee. Da han bevægede sig frem i køen og skrev sit navn på papirerne, sagde Green fåret: ’Hvad vi ikke gør for den Orange Jesus’«, skriver Cheney i bogen.

Samme dag skete stormløbet på Kongressen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her