EU har besluttet at give Ungarn adgang til 10 milliarder euro – svarende til 75 milliarder kroner – i indefrosne midler. Det sker efter en undersøgelse af Ungarns retsreform.
Den har ifølge EU-Kommissionen rettet op på manglerne i retsvæsenets uafhængighed. Derfor får Ungarn nu adgang til pengene. Det oplyser EU-Kommissionen i en pressemeddelelse.
Udmeldingen kommer dagen før et afgørende EU-topmøde, hvor Ungarn har truet med at nedlægge veto mod to vigtige beslutninger om Ukraine.
Den ene drejer sig om flerårig milliardstøtte til det krigsramte land. Den anden om Ukraines store drøm om at få optagelsesforhandlinger med EU.
EU-Kommissionen har tidligere fastslået, at timingen er tilfældig, men det har vakt opsigt, at det langvarige opgør mellem Bruxelles og Ungarn finder en delvis løsning samtidig med, at EU-landene har brug for Ungarns stemme.
Ifølge pressemeddelelsen fra EU-Kommissionen er det dog alene undersøgelsen af Ungarns reformer, som har gjort udslaget.
»Efter en grundig vurdering og flere drøftelser med den ungarske regering mener Kommissionen, at Ungarn har truffet de foranstaltninger, som landet har forpligtet sig til, hedder det i pressemeddelelsen.
Derfor kan Ungarn begynde at kræve tilbagebetalinger på op til omkring 10,2 milliarder euro.
ritzau



























