En gruppe maskerede personer bevæbnede med geværer og granater indtog tirsdag aften dansk tid en statslig tv-station i Ecuador. Seerne kunne følge med i begivenhederne på direkte tv, hvor der både kunne høres skud og råb. Tilsyneladende blev flere af tv-stationen TC’s journalister og andre ansatte blevet taget som gidsler, skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Samtlige af de bevæbnede personer blev senere anholdt, oplyser Ecuadors rigspolitichef, César Zapata, ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP til den ecuadorianske fjernsynskanal Teleamazonas.
Situationen udspillede sig på et tidspunkt, hvor der er erklæret undtagelsestilstand i Ecuador som følge af narkobaronen Jose Adolfo Macias flugt fra ét af landets fængsler.
»Politienheder i Quito (hovedstaden, red.) og Guayaquil har modtaget anmeldelse om denne ulovlige handling og er allerede på gerningsstedet«, skrev Ecuadors politi i en kortfattet udtalelse ifølge AFP.
Tv-stationen, som blev indtaget, ligger i havnebyen Guayaquil. Byen er plaget af omfattende narkokriminalitet. Tirsdag aften var der desuden meldinger om, at mindst syv politibetjente er blevet bortført, skriver Reuters. Derudover var der eksplosioner i Quito samt i provinserne Esmeraldas og Los Rios.
Ecuadors præsident, Daniel Noboa, annoncerede natten til tirsdag, at soldater sættes ind i landets gader og fængsler i foreløbig 60 dage som følge af Jose Adolfo Macias flugt. Narkobaronen fik i 2011 en straf for organiseret kriminalitet, narkohandel og drab. Han er i dømt i alt 34 års fængsel.
ritzau


























