Taiwan har søndag bedt Kina om at ’se realiteterne i øjnene’ og respektere resultatet af lørdagens valg, hvor Det Demokratisk Progressive Parti (DPP) sejrede med præsidentkandidat Lai Ching-te i spidsen.
Det oplyser Taiwans udenrigsministerium i en udtalelse rettet mod den kinesiske regering i Beijing, skriver nyhedsbureauet AFP.
»Udenrigsministeriet kalder på myndighederne i Beijing til at respektere valgresultaterne, se realiteterne i øjnene og opgive undertrykkelsen af Taiwan som led i at interaktioner på tværs af strædet kan komme tilbage på ret kurs«, lyder det i udtalelsen.
Lai Ching-te var før lørdagens valg vicepræsident. I en sejrstale lover han et nyt kapitel uden pres og trusler fra Kina.
»Vi har vist verden, hvor meget vi værdsætter demokrati«, siger han.
Den nyvalgte præsident giver udtryk for, at han vil beskytte Taiwan mod trusler fra Kina. Ifølge Lai Ching-te viser resultatet af valget, at Taiwans indbyggere har ydet modstand mod ’pres udefra’.
DPP går ind for, at Taiwan skal have sin egen identitet helt adskilt fra Kina. Partiet afviser helt kravet fra regeringen i Kinas hovedstad, Beijing, om, at Taiwan skal være en del af Kina.
Hos det kinesiske styre i Beijing er der tilsyneladende ingen tvivl om, hvem der har den overordnede magt over østaten Taiwan.
»Taiwan er Kinas Taiwan«, lyder det således lørdag i en udtalelse fra den kinesiske regering.
Samtidig siger Kina, at landet vil modarbejde alle forsøg på at gøre Taiwan uafhængigt. Også udenlandsk indblanding i de taiwanske forhold vil blive modarbejdet af det kinesiske styre.
ritzau
fortsæt med at læse


























