Det yderste højre havde truet med at umuliggøre plan om at flyve asylansøgere fra Storbritannien til Rwanda.

Sunaks Rwanda-plan overlever afgørende afstemning

Foto: James Manning/Ritzau Scanpix
Foto: James Manning/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det er lykkedes den britiske premierminister, Rishi Sunak, at afværge et oprør fra den højreorienterede konservative fløj og vinde afstemning i forbindelse med regeringens plan om at sende asylansøgere til Rwanda.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge nyhedsbureauet stemte 320 for lovforslaget ved tredje og dermed sidste behandlingen onsdag, mens 276 stemte imod. 11 af dem var højreorienterede konservative.

Konservative Sunak har siddet på posten siden oktober 2022. Han har med afstemningen samtidig overlevet en test af sit lederskab for både Storbritannien og et splittet konservativt parti forud for valget i landet senere i år.

Det yderste højre af den konservative fløj havde truet med at umuliggøre lovforslaget i det britiske underhus. Hele 45 partimedlemmer var i opposition til Sunaks forslag, skriver The Guardian.

Lovforslaget er den britiske leders modsvar til landets højesteret, der i november afgjorde, at planen om at sende asylansøgere den Rwandas hovedstad, Kigali, var ulovlig jævnfør international lov.

Hvis lovgivningen bliver vedtaget, vil det tvinge dommere til at behandle Rwanda som et sikkert tredjeland. Den vil samtidig også give britiske ministre beføjelser til at se bort fra dele af international og britisk menneskerettighedslovgivning.

For at lovforslaget bliver til virkelighed, skal det dog endnu også forbi Overhuset. Her har regeringen ikke flertal.

Det er normal praksis, at forslag bliver gransket i Overhuset, ligesom en række ændringsforslag også kan blive tilføjet.

Storbritannien – nu uden for EU – og Danmark har begge forsøgt at få asylbehandling i Rwanda.

I Danmark har regeringen sagt, at den vil have andre EU-lande med på Rwanda-projektet for at realisere det.

Senest har den tyske regering besluttet, at den vil undersøge muligheden for at behandle asylansøgninger i lande uden for EU.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her