»Hjerte i stedet for hetz«, »Aldrig fascisme igen« og »Forsvar demokratiet« stod der på nogle af de mange, mange skilte og bannere, som bedstemødre, hundeejere, forældre med småbørn, teenagere og alle mulige derimellem løftede mod himlen i Tyskland denne weekend.
Lørdag var 250.000 taget hjemmefra for at protestere mod partiet Alternative für Deutschland (AfD), efter at det for nylig kom frem, at højtstående medlemmer havde deltaget i et hemmeligt møde, hvor man planlagde massedeportationer af mennesker med indvandrerbaggrund.