Artiklen er opdateret kl. 22.42.
122 personer har mistet livet i naturbrande i Chile. Det oplyser retsmedicinske myndigheder i Chile ifølge nyhedsbureauet AFP. Tidligere var dødstallet ifølge en embedsmand i landets indenrigsministerium opgjort til 112. Kun 32 af ligene er identificeret. Dødstallet ventes at stige yderligere.
Alene i byen Villa Independencia er 19 personer døde, siger myndighederne. Mellem 3.000 og 6.000 hjem er blevet beskadiget eller ødelagt af de i alt 40 aktive brande.
I et nabolag i Villa Independencia ved navn Vina del Mar fortæller en indbygger, 24-årige Abraham Mardones, hvordan han på mirakuløs vis lykkedes med at undslippe flammerne.
»Mine naboer blev brændt ihjel«, siger han.
»Ilden opslugte alt - minder, bekvemmeligheder, hjem. Jeg er efterladt uden noget ud over mine overalls og et par gummisko, jeg har fået i gave«.
Fredag aften raserede flammer, der blev forstærket af vinden, over de tætbebyggede bakker i kystbyen Vina del Mar og andre områder i regionen Valparaíso. Det er landets værste katastrofe, siden det blev ramt af et jordskælv og en tsunami i 2010.
24-årige Mardones måtte fredag flygte med sin onkel og hund, lige inden flammer opslugte hans hus.
»Vi så ild på bakken foran. Vi kiggede ud igen, og ilden var allerede på vores vægge. Det tog kun 10 minutter. Hele bakken brændte«.
Lørdag kunne han vende tilbage til det, der var tilbage af hans hjem. Her, fortæller han, fandt han liget af en af sine naboer.
Søndag er indbyggerne stadig på gaderne for at fjerne murbrokker, hvor de kan, i Vina del Mar, hvor lugten af aske stadig hænger i luften.
ritzau
fortsæt med at læse




























