Israelske styrker beskyldes af sundhedsmyndighederne i Gaza for direkte eller indirekte at have dræbt mindst 104 personer i en episode, der kaldes chokerende af FN-chef, og som ifølge USA’s præsident, Joe Biden, kan besværliggøre forsøget på at forhandle en våbenhvile på plads.
Gazas myndigheder, der kontrolleres af Hamas, kalder det »en massakre«. Myndighederne siger, at de dræbte ventede på at få udleveret nødhjælp i Gaza vest for Gaza By, da israelske soldater åbnede ild.
Mindst 700 personer skal være såret.
De tal er ikke bekræftet af andre.
Øjenvidner siger til tv-stationen CNN, at israelske styrker skød på mennesker, der opholdt sig i nærheden af nødhjælpslastbiler, hvilket fik lastbilerne til at at køre væk i panik og køre andre ned.
En lokal journalist, Khadeer Al Za’anoun, som ifølge CNN overværede episoden, anslår over for tv-stationen, at omkring 20 palæstinensere blev dræbt direkte af de israelske skud.
»De fleste, der blev dræbt, blev kørt ned af nødhjælpslastbiler under kaosset, og mens de prøvede at undslippe de israelske geværsalver«, sagde han.
Følte sig truet
En israelsk talsperson bekræfter over for CNN, at soldater skød mod mennesker rundt om en nødhjælpslastbil, da mængden ifølge talspersonen »nærmede sig styrkerne på en måde, der udgjorde en trussel mod soldaterne«.
Det er ikke bekræftet af andre.
Talspersonen tilføjer, at episoden »bliver undersøgt«. En talsmand for den israelske regering kaldte tidligere torsdag episoden en »tragedie«.
Bushra Khalidi fra nedhjælpsorganisationen Oxfam kalder den »absolut forfærdende«.
»Det er tydeligt fra luftoptagelser, at de her civile er desperate«, siger hun til CNN.
Nøden og sulten blandt den palæstinensiske civilbefolkning er så stor efter snart fem måneders israelske bombardementer og landkrig, at de i flere situationer har overfaldet nødhjælpslastbiler.
Israel igangsatte et voldsomt angreb på Gaza på jagt efter Hamas-krigere, efter at Hamas-terrorister den 7. oktober havde mishandlet og dræbt 1.200 mennesker i Israel og bortført omkring 240 andre. Langt de fleste civile.
Antallet af dræbte palæstinensere har ifølge Gazas myndigheder netop rundet 30.000. Mindst 25.000 kvinder og børn er dræbt, sagde USA’s forsvarsminister, Lloyd Austin, torsdag uden at angive, hvor han har tallet fra. Over en million mennesker er blevet fortrængt fra deres hjem. Store dele af Gaza ligger i ruiner.
Drænes for liv
FN’s nødhjælpschef advarer om, at »Gaza drænes for liv i et frygtindgydende tempo«.
»Selv efter tæt på fem måneders brutale fjendtligheder, kan Gaza stadig chokere os«, skriver Martin Griffiths, der er FN’s vicegeneralsekretær for nødhjælp, på X.
FN’s sikkerhedsråd skal mødes torsdag om den blodige hændelse.
FN’s chef for menneskerettigheder, Volker Türk, har fordømt Israels militæroffensiv som et »blodbad« i en kraftfuld udtalelse.
Terrorangrebet i Israel var forfærdende og komplet forkert, men »det samme er brutaliteten i Israels svar«, sagde han.
Joe Biden håber stadig
USA’s præsident, Joe Biden, sagde torsdag, at hans regering var i færd med at udrede, hvad der skete.
»Der er to konkurrerende versioner af, hvad der skete. Jeg har ikke noget svar endnu«, sagde han, men erklærede sig sikker på, at det vil komplicere forhandlingerne om en våbenhvile i Gaza, som han tidligere har håbet vil kunne falde på plads på mandag.
»Jeg har talt i telefon med folk i regionen. Jeg er stadig – nok ikke mandag – men håbefuld«, sagde han til CNN.
Joe Biden er under hårdt pres fra en voksende del af den amerikanske befolkning for at bremse Israels fremfærd. Hver anden amerikaner svarede i en meningsmåling for nylig, at Israel er »gået for langt«.
Hamas-bevægelsen advarer i en udtalelse om, at hændelsen kan afspore de igangværende forhandlinger mellem Hamas og Israel om våbenhvile og frigivelse af gidsler i Hamas’ varetægt. Forhandlingerne har været længe undervejs. Der har ikke været en aftale om våbenhvile eller fangeudveksling siden begyndelsen af december. Mæglere fra både Qatar, Egypten og USA har været involveret i forhandlingerne om en ny aftale.
Det palæstinensiske selvstyres præsident Mahmoud Abbas’ kontor fordømmer det, som kontoret beskriver som en »grim massakre«. Abbas er præsident på Vestbredden og ikke formelt for befolkningen i Gaza.
ritzau
fortsæt med at læse


























