Den norske konge indlægges på Rigshospitalet i Oslo i nogle dage for at få behandling og hvile.

Kong Harald er indlagt i Oslo efter infektion og lang flyvetur med midlertidig pacemaker

Kong Harald har været indlagt i Malaysia, hvor han også fik en midlertidig pacemaker, men han er nu tilbage i Norge og indlagt i Oslo. Foto: Mohd Rasfan/Ritzau Scanpix
Kong Harald har været indlagt i Malaysia, hvor han også fik en midlertidig pacemaker, men han er nu tilbage i Norge og indlagt i Oslo. Foto: Mohd Rasfan/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Norges 87-årige kong Harald skal have behandling og ro på et norsk sygehus i nogle dage, efter at han søndag aften er vendt hjem med fly til Oslo.

Det oplyser det norske kongehus ifølge nyhedsbureauet NTB.

»Kongen indlægges på Rigshospitalet til undersøgelser. Kongen bliver på sygehuset i nogle dage for at få behandling og ro«, skriver kongehuset i en meddelelse.

Tidligere søndag skrev kongehuset, at kong Harald er sygemeldt i to uger. I den periode overtager kronprins Haakon hans opgaver.

På grund af en infektion har kong Harald været indlagt på et hospital i Malaysia, hvor han var på ferie sammen med dronning Sonja.

Lørdag fik han en midlertidig pacemaker, der skulle gøre hjemrejsen mere sikker for ham.

Den norske konge og dronning blev fløjet hjem i et evakueringsfly fra SAS. Det er et fly af typen Boeing 737-700, der er bygget om til at kunne transportere syge og sårede.

Flyet blev fulgt af over 94.000 mennesker på overvågningstjenesten Flightradar24, da det landede i Gardermoen-lufthavnen i Oslo søndag aften kort før klokken 23.

I løbet af dagen har flere tusinde mennesker fulgt kongens rejse fra ferieøen Langkawi i Malaysia til Oslo. Undervejs foretog det en mellemlanding i De Forenede Arabiske Emirater, viser data fra Flightradar24.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her