EU-Kommissionen vil anbefale, at EU indleder optagelsesforhandlinger med Bosnien-Hercegovina, oplyser Ursula von der Leyen ifølge Reuters.
»Bosnien-Hercegovina viser, at det kan leve op til kriterierne for medlemskab og til borgernes ønske om at blive en del af vores familie«, siger von der Leyen.
Det er nu op til EU’s medlemslande at beslutte, om man vil følge indstillingen. Men anbefalingen er et vigtigt skridt på vejen for Bosnien-Hercegovina. Den kommer i forlængelse af, at EU i december 2022 besluttede at tildele Bosnien-Hercegovina status som EU-kandidatland.
Siden da har landet gjort så store fremskridt, at EU-Kommissionen nu anbefaler EU’s stats- og regeringsledere at tage det næste skridt ved at sige ja til formelle optagelsesforhandlinger.
»I dag fremlægger EU-Kommissionen en fremskridtsrapport om Bosnien-Hercegovina. Den konkluderer klart, at siden Bosnien-Hercegovina fik kandidatstatus, har landet gjort kæmpe fremskridt. Der er sket flere fremskridt det seneste år end i de forgangne 10 år«, siger Ursula von der Leyen.
Hun fremhæver blandt andet, at Bosnien-Hercegovina har »tilpasset sig« EU’s udenrigspolitik »fuldstændigt«.
»Det er essentielt i den nuværende situation med geopolitiske spændinger«, siger Ursula von der Leyen.
Stadig lang vej til optagelse
EU har i de seneste måneder været præget af bitre opgør med Ungarn om linjen i forhold til Ukraine, når det gælder våben, økonomisk støtte og optagelsesforhandlinger. Men det vil altså ifølge Ursula von der Leyen ikke være tilfældet med Bosnien-Hercegovina, hvis landet på sigt kommer med i EU.
Derudover er landet ifølge Ursula von der Leyen i gang med at vedtage vigtig lovgivning for at bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering. Hun fremhæver desuden, at landet gør en stor indsats for at forsone parterne efter den etniske borgerkrig i 1990’erne.
»Justitsministeriet i Bosnien-Hercegovina vil inkludere afgørelser fra den internationale domstol i forhold til forbrydelser i det tidligere Jugoslavien. Og i forhold til dialog og forsoning har man netop nedsat et nyt udvalg, som skal arbejde med det«, siger von der Leyen.
Trods fremskridtene er der fortsat lang vej til EU-medlemskab for det lille land på Vestbalkan. Hvis EU-landene siger ja til optagelsesforhandlinger, så ventes selve forhandlingerne at tage lang tid. Derfor vil der formentlig endnu gå en årrække, før Bosnien-Hercegovina måske kan komme med i EU.
»Der er behov for yderligere fremskridt, inden de kan være en del af unionen, men landet har virkeligt vist, at man ønsker at komme med i EU. Og man lever op til en række elementer i medlemskabskriterierne«, siger Ursula von der Leyen.
Ritzau
fortsæt med at læse



























