En vulkan er lørdag igen gået i udbrud i Island, oplyser landets meteorologiske institut.
Det er fjerde gang siden december.
Myndigheder havde i flere uger advaret om, at et udbrud på halvøen Reykjanes, som ligger syd for hovedstaden Reykjavik, var nært forestående.
Lørdag skete det så, og vulkanen ses på billeder hos det islandske medie RUV sende orange lava op i luften.
Udbruddet har blandt andet betyder, at den populære turistattraktion Den Blå Lagune måtte evakueres lørdag, da en islandsk vulkan gik i udbrud.
Det skriver det islandske medie RUV.
Bjarney Annelsdóttir, der er politibetjent i Island, siger til mediet, at der var omkring 700 personer i Den Blå Lagune, da udbruddet fandt sted.
Byen Grindavik, hvor der ikke befandt sig lige så mange mennesker, er også blevet evakueret lørdag.
Den Blå Lagune er en geotermisk spa, der ligger på halvøen Reykjanes, hvor vulkanudbruddet er sket.
Det er fjerde gang, siden december, at der er et vulkanudbrud i Island.
Billeder fra RUV viser vulkanen sende lava op i luften og gøre nattehimlen orange.
Vulkanen gik senest i udbrud tidligt i februar, og 20.000 mennesker blev afskåret fra fjernvarme, da lavaen ødelagde veje og rørledninger.
Geofysiker Magnús Tumi Gudmundsson, der lørdag aften har fløjet over udbruddet i helikopter, siger til RUV, at udbruddet er det mest kraftfulde hidtil.
Han siger, at lavaen strømmet omkring 1200 meter sydpå på halvanden time.
Lederen af Islands civilforsvar Vídir Reynisson siger til RUV, at det er det største udbrud ud af de fire, der har været siden december sidste år.
Sprækken fra udbruddet strækker sig omkring tre kilometer.
Det er det sjette udbrud på Reykjanes-halvøen i det sydvestlige Island siden 2021.
Island strækker sig over Den Midtatlantiske Ryg, en revne på havbunden, der adskiller den eurasiske tektoniske plade og den nordamerikanske tektoniske plade.
Indtil marts 2021 havde der ikke været et udbrud på halvøen Reykjanes i 800 år.
Nye udbrud fandt sted i 2022 samt juli og december 2023. Det har fået eksperter i vulkaner til at sige, at det muligvis er starten på en ny æra af vulkanaktivitet i regionen.
I januar brændte flere huse i en fiskerby ned til grunden under et udbrud.
ritzau
fortsæt med at læse




























