Partiledere er på besøg i Ukraine

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og en række andre danske politikere er fredag i Ukraine, fremgår det af et opslag på X. Det sker efter en nat, hvor Rusland har gennemført et storstilet angreb mod Ukraine.

På et billede, som Troels Lund Poulsen har lagt op, kan man også se blandt andre SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, og Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg. Også Trine Pertou Mach, udenrigsordfører for Enhedslisten, og Socialdemokratiets forsvarsordfører, Simon Kollerup, er med på turen.

Det er uvist, hvor længe politikerne skal være i det krigshærgede land. Forsvarsministeriet oplyser blot, at politikerne skal være i landet de kommende dage. De er Kyiv-området. Både inde i og uden for byen, tilføjes der.

De danske politikere er i Ukraine på dagen, hvor præsident Vladimir Putins talsmand ifølge nyhedsbureauet Tass udtaler, at Rusland er i krig. Hidtil har russerne udtalt, at de er i gang med en særlig militær operation i Ukraine. Desuden har de ukrainske myndigheder oplyst, at mere end en million borgere fredag er uden strøm.

Det er resultatet, efter at Rusland natten til fredag har gennemført et af de største angreb under krigen mod Ukraines energianlæg, siger den ukrainske energiminister ifølge Reuters.

»Vi er vel ankommet efter det, der har været en voldsom nat i Ukraine. For os blev alvoren meget håndgribelig, da vi i aftes blev briefet om sikkerhed under besøget af PET. Situationen er desværre fortsat alvorlig«, siger Troels Lund Poulsen i en skriftlig kommentar.

Han er glad for, at politikere fra andre partier er med på turen, da det ifølge ministeren viser den politiske støtte til Ukraine i Danmark.

»At Ukraine kæmper for sin eksistens fornemmer man allerede her ved ankomsten. Og at ukrainerne – uanset Kyivs insisteren på en vis normalitet – er under angreb, uanset hvor i landet de befinder sig, er også meget tydeligt«, lyder det fra Troels Lund Poulsen.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her