Da politimanden gav ham beskeden kl. 4.30 om morgenen, efter fire timers venten i et tomt kontor i Beograds lufthavn, troede russiske Peter Nitikin først, at det var løgn.
Men nej, han ville ikke blive lukket ind i Serbien. Et land, han har haft permanent opholdstilladelse i siden 2016, og hvor hans serbiske ekskone og to mindreårige sønner også bor. Det var i juli, og 44-årige Peter Nitikin, der lige var vendt tilbage fra ferie i Portugal, var på det tidspunkt allerede kendt som arrangøren bag de anti-Putin-demonstrationer, som siden begyndelsen af krigen i Ukraine regelmæssigt har fundet sted i Serbiens hovedstad.
»De sagde, at jeg udgjorde en trussel mod den nationale sikkerhed«, fortæller den advokatuddannede Peter Nitikin, som oprindelig er fra Moskva. Han er opvokset delvist i Holland og har derfor også hollandsk pas.
Men han havde ikke i sinde at lade sig smide ud af Serbien.
