Myndigheder i USA bekræfter på et pressemøde, at to lig er blevet fundet i Patapsco-floden i efter brokollaps.

To lig er fundet i floden efter brokollaps i Baltimore

Foto: Roberto Schmidt/Ritzau Scanpix
Foto: Roberto Schmidt/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

To lig er blevet fundet i Patapsco-floden i Baltimore, hvor et Mærsk-charteret skib natten til tirsdag lokal tid sejlede ind i Francis Scott Key-broen og forårsagede dens kollaps, oplyser Ronald L. Butler fra politiet i delstaten Maryland, hvor Baltimore er den største by, på et pressemøde ifølge BBC.

»Holdene gjorde et tragisk fund kort før klokken 10 (lokal tid, red.) i en rød pickup nær broen. Dykkere fandt to ofre, som sad fast inde i køretøjet«, udtaler han.

Ifølge politiet er dykkere ikke længere i stand til at navigere sikkert gennem vandet på grund af beton og andre rester fra broen. Politiet har benyttet sonarskanninger i søgen efter de personer, der faldt i floden, da broen styrtede sammen. Ifølge myndighederne er køretøjerne, som også er endt i floden, omgivet af vragdele fra broen.

Indtil videre er fire personer fortsat savnet. De er ifølge myndighederne formentlig omkommet. Tirsdag middag blev der fundet en person i floden i kritisk tilstand. Yderligere en person blev reddet op af vandet.

På pressemødet onsdag lyder det ifølge Reuters, at der arbejdes på at opføre en ny bro, der skal erstatte Francis Scott Key-broen, som omkring 31.000 køretøjer plejede at køre over om dagen, før den faldt sammen.

Ifølge Wes Moore, som er Marylands guvernør, har 8.000 personer et job, som er direkte påvirket af, at broen er kollapset.

»Vi bliver nødt til at sikre os, at vi støtter dem (de 8.000 personer, red.)«, siger Moore.

Han kalder desuden brokollapset for »en global krise«, da »den nationale økonomi og den globale økonomi er afhængige af havnen (i Baltimore, red.)«. Moore fremhæver, at havnen håndterer flere biler og mere landbrugsudstyr end nogen anden havn i landet, og at havnen i 2023 håndterede gods for 80 milliarder dollar – 550 milliarder kroner – hvilket var det højeste beløb i hele USA.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her