I den hollandske by Ede er svært bevæbnede politifolk og brandvæsenet talstærkt til stede uden for natklubben Petticoat, efter at politiet klokken 6.00 lørdag morgen modtog en anmeldelse om en gidseltagning.
To mænd – den ene iført en elefanthue – har forladt natklubben med hænderne over hovedet, skriver det hollandske nyhedsbureau ANP ifølge Reuters.
Den ene af mændene er blevet lagt i håndjern af politiet, viser billeder fra stedet. Det er ikke bekræftet, at der er tale om gidseltageren.
På det sociale medie X oplyser det lokale politi, at de sidste gidsler nu er løsladt, og at en enkelt person er anholdt.
På et pressemøde oplyses det, at den formodede gerningsmand var kendt af politiet i forvejen, skriver nyhedsbureauet AFP.
Han havde truet gidslerne med flere knive, han havde medbragt, men terror var ikke hans ærinde ifølge politiet.
»Lykkeligvis endte det alt sammen godt«, siger en talskvinde for politiet.
Natklubbens ejer har over for De Telegraaf bekræftet, at hans personale blev holdt som gidsler, men af hensyn til deres sikkerhed ønsker han ikke at udtale sig yderligere om dem.
Billeder fra området viser, at minimum to af de gidsler, der i første omgang blev løsladt, bar jakker, der havde natklubbens navn og logo på ryggen.
På X opfordrer politiet lokale til at holde sig fra bymidten, der er blevet afspærret.
Ifølge politiet er der ikke noget, der tyder på, at der skulle ligge et terrormotiv bag den formodede gidseltagning.
Byens borgmester, René Verhulst, kalder situationen forfærdelig og opfordrer samtidig til, at befolkningen ikke deler billeder og videomateriale fra området, hvor gidseltagningen fandt sted.
»De gidsler, der nu er frie, har ret til fred og privatliv«, lyder det fra borgmesteren i en udtalelse på byens hjemmeside.
150 hjem i området er blevet evakueret, og borgmesteren har åbnet dørene til rådhuset, der fungerer som en form for modtagecenter.
Af Petticoats Facebook-side fremgår det, at der fredag aften blev afholdt et arrangement, hvor aldersgrænsen var 16 år.
Ede ligger i den østlige del af Holland mellem de større byer Arnhem og Utrecht. Byen har cirka 120.000 indbyggere.




























