Der meldes om kollapsede bygninger i byen Hualien i Taiwan efter et jordskælv på størrelsen 7,4. En er død, og mere end 50 meldes såret.

Jordskælv rammer Taiwan: Mennesker fanget under kollapsede bygninger

En væltet bygning i Hualien på Taiwans østkyst, fotograferet onsdag 3. april efter et 7,4 jordskælv ramte øen. Foto: -/Ritzau Scanpix
En væltet bygning i Hualien på Taiwans østkyst, fotograferet onsdag 3. april efter et 7,4 jordskælv ramte øen. Foto: -/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Folk er fangede under kollapsede bygninger i byen Hualien i Taiwan, efter at et jordskælv med en beregnet størrelse på 7,4 onsdag morgen lokal tid ramte landet.

Det skriver taiwanske medier ifølge nyhedsbureauet Reuters. En er død og mere end 50 er såret efter jordskælvet, oplyser landets brandvæsen.

Jordskælvet resulterede i tsunamivarsler i Taiwan, det sydlige Japan og Filippinerne, skriver Reuters og det franske nyhedsbureau AFP.

Filippinerne advarer mod ’høje tsunamibølger’.

»Folk i kystnære områder i følgende områder opfordres på det kraftigste til at evakuere til mere højtliggende områder eller bevæge sig ind i landet«, lyder det fra det statslige geologiske institut i en meddelelse til 23 filippinske provinser.

Stillehavets Center for Tsunamivarsler (PTWS) har dog senere oplyst, at der ikke længere er tsunamivarsel.

USA’s Geologiske Undersøgelse (USGS) meddeler, at skælvet havde en størrelse på 7,4 og ramte 18 kilometer syd for Hualien.

Direktøren ved Taipeis Geologiske Center, Wu Chien-fu, siger, at det er det kraftigste jordskælv, der har ramt Taiwan i 25 år.

»Jordskælvet er tæt på land, og det er overfladisk. Det kan mærkes over hele Taiwan og på øerne. Det er det stærkeste i 25 år - siden jordskælvet i 1999«, siger Wu Chien-fu ifølge AFP.

I Taiwan er omkring 10.000 husstande uden strøm, oplyser landets nyhedsbureau ifølge The Guardian.

Den størte lufthavn i Okinawa, Naha Lufthavn, har onsdag aflyst allef ly som følge af tsunamivarslen, oplyser en embedsmand fra det japanske transportministerium.

Alle ind- og udgående fly blev fra 09.25 lokal tid aflyst ud fra et forsigtighedsprincip.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her