I flere tyrkiske byer gik folk på gaden tirsdag, efter at tyrkiske myndigheder har omstødt kommunalvalgsresultatet i den østtyrkiske by Van.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Det sker, efter at kandidaten Abdullah Zeydan fra det prokurdiske DEM-parti søndag vandt valget med over 55 procent af stemmerne i byen Van. Men i valgets sidste minutter besluttede myndighederne, at han ikke var valgbar, siger DEM ifølge AFP.
I stedet går borgmesterposten til kandidaten med andenflest stemmer fra Erdogans parti AKP, skriver AFP. Han fik 27,2 procent af stemmerne.
Tirsdag brugte politiet tåregas og vandkanoner for at opløse demonstrationer i Van.
Også i Ankara og Istanbul er der meldinger om, at folk er gået på gaden for at protesterer mod det omstødte resultat.
Ifølge AFP er 89 personer blevet tilbageholdt som følge af demonstrationerne.
DEM-partiet fortæller ifølge AFP, at justitsministeriet i Tyrkiet to dage før valget valgte at omstøde en domstols afgørelse om, at Zeydan var berettiget til at stille op til valget.
Zeydan blev i 2015 valgt til parlamentet i Tyrkiet, men blev i 2016 anholdt, efter at han kritiserede Tyrkiets luftangreb mod kurdiske militser i sydøst.
Onsdag oplyser DEM ifølge AFP, at man har protesteret mod afgørelsen til den øverst valgkommission i Tyrkiet.
Den genvalgte borgmester i den tyrkiske storby Istanbul, Ekrem Imamoglu, kalder den omstødte afgørelse ’uacceptabel’ og opfordrer den tyrkiske regering til ’at respekterer folkets vilje’.
Foran den øverste valgkommission i den tyrkiske hovedstad Ankara, sagde DEM-medformand Tuncer Bakirhan tirsdag, at Van havde været ude for et ’politisk kup’.
I 2019 blev 52 valgte DEM-borgmestre ved det daværende kommunalvalg frataget deres poster i det sydøstlige Tyrkiet på grund af deres påståede tilknytning til kurdiske militser.
Det skete ifølge AFP efter det mislykkede militærkup mod Erdogans regering i 2016.
ritzau




























