Ukraine har over natten udført luftangreb i de russiske regioner Krasnodar og Belgorod.

Ukraine angriber russisk energianlæg med droner

Lyt til artiklen

Et ukrainsk droneangreb har torsdag ramt Ruslands Krasnodar-region. Her er adskillige olietanke blevet beskadigede.

Det skriver regionens kriseregering torsdag på beskedtjenesten Telegram ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Omkring seks droner blev afværget, men vragrester faldt ned på et raffinaderi nær landsbyen Yurovka, hvor der som følge udbrød brand.

Der er ingen tilskadekomne efter angrebet.

Droneangreb på energianlæg i Rusland er blevet mere hyppige de seneste par måneder.

Embedsfolk i Kyiv siger, at Ukraine udfører droneangrebene for at underminere Ruslands krigsindsats og for at svare tilbage på Ruslands angreb mod ukrainske energianlæg.

Anlægget blev ifølge russiske statsmedier senest angrebet 2. maj.

I et andet ukrainsk luftangreb på den russiske region Belgorod, er otte kommet til skade og flere bygninger og biler er blevet ramt. Det siger regionens guvernør Vyacheslav Gladkov på Telegram.

Ukraines luftværn har afværget 17 ud af 20 russiske droner, lyder det torsdag fra landets luftvåben.

Dronerne blev afværget over det sydlige Ukraine i Odesa-regionen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her