Mindst 34 personer har mistet livet, og yderligere 16 er savnet, efter at regnvand og strømme af vulkanmateriale har oversvømmet et større område på øen Sumatra i Indonesien.
Det oplyser myndighederne på Vestsumatra ifølge nyhedsbureauet AFP.
Flere timer med kraftig regn medførte oversvømmelser i distrikterne Agam og Tanah Datar lørdag aften. Vandmasserne trak herefter aske og store klippestykker med sig fra vulkanen Marapi.
Foruden de registrerede dødsofre savnes 16 personer.
18 personer er kommet til skade, men har overlevet oversvømmelserne.
Politi, redningsarbejdere, soldater og frivillige deltager søndag i eftersøgnings- og redningsarbejdet.
Luftfotos fra Tanah Datar viser, at veje og bygninger i området er helt eller delvist dækket af brunt mudder.
Der bor henholdsvis 370.000 og 500.000 mennesker i Tanah Datar og Agam.
ritzau




























