Voldtægtsdømte Josef Fritzl kan overføres fra fængsel for psykisk syge til almindeligt fængsel.
Det oplyser en østrigsk domstol tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
89-årige Fritzl blev i 2009 blev dømt for at have holdt sin egen datter indespærret i en kælder i byen Amstetten i 24 år og blandet andet at have fået syv børn med hende.
Ifølge nyhedsbureauet dpa vurderer tre dommere ved landsretten i den østrigske by Krems, at Fritzl ikke længere udgør en fare.
Ikke desto mindre udtaler dommerne, at en betinget løsladelse af Fritzl fra det almindelige fængsel - altså at Fritzl kan slippes fri - ikke aktuelt er mulig af ’specialpræventive’ årsager.
Selv om Fritzl ikke længere menes at udgøre en fare, udelukkes det således heller ikke, at han vil begå kriminalitet i fremtiden.
Fritzl blev kendt skyldig i incest, voldtægt, slaveri, tvang og for at have forårsaget et af de syv børns død ved ikke at have skaffet den nyfødte dreng den lægehjælp, han havde brug for.
Josef Fritzl, som i dag har skiftet navn, er stærkt dement.
Fritzl blev i sin tid opdaget, fordi det ældste af børnene blev syg og kom på hospitalet i 2008. Hendes mor havde smuglet et brev med den syge datter. Personale på hospitalet så brevet og kontaktede politiet.
Da sagen kom frem i 2008, blev Josef Fritzl kendt verden over som ’monsteret fra Amstetten’.
Sagen om Fritzls mulige flytning til et almindeligt fængsel har været genstand for en længere juridisk proces.
Allerede i januar besluttede en domstol, at Fritzl kunne overføres til almindeligt fængsel.
Den dom blev så ændret i marts, hvor en domstol afviste at flytte ham.
Det er ifølge den østrigske avis Kronen Zeitung ikke sikkert, at tirsdagens beslutning er det endelige punktum i processen.
Således kan både anklagere og forsvaret klage over beslutningen.
ritzau




























