Hvis Ebrahim Raisis helikopter faldt ned ved et uheld, var det politisk og konkret et grimt styrt, som berøvede Iran sin præsident.
I et undertrykt samfund som Iran inviterede det hurtigt til konspirationstanker. Hvorfor blev myndighederne i timevis ved med at kalde det »en hård landing«? Hvorfor tog det mange timer at finde helikopteren? Hvorfor var det kun Raisis helikopter af tre i en konvoj, som ikke kunne klare et tåget og hårdt vejr, mens de to andre landede sikkert? Hvorfor rygtedes det, at Irans nationale sikkerhedsråd blev indkaldt? Og hvorfor blev sikkerhedsrådet alligevel ikke indkaldt, når præsidenten faktisk var død?


























