Russisk politi har tilbageholdt gerningsmænd og folk, som har stået dem bi, for angreb mod Krokus City Hall.

Russisk politi tilbageholder 20 for angreb mod spillested

Foto: Obtained By Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Obtained By Reuters/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Flere end 20 personer er blevet tilbageholdt i forbindelse med angrebet på det russiske spillested Crocus City Hall, hvor mindst 140 mennesker mistede livet 22. marts, fortæller Aleksandr Bortnikov, som er administrerende direktør for den russiske efterretningstjeneste FSB, ifølge nyhedsbureauet Tass fredag morgen. Tass er ejet af den russiske stat og bruges ofte som et talerør af den russiske regering og de russiske myndigheder.

»Vi er stadig ved at snævre os ind på den gruppe af personer, som har været involveret i denne grusomhed. Flere end 20 personer er allerede blevet anholdt. Det inkluderer både gerningsmænd og personer, som har stået dem bi«, siger Bortnikov.

Krokus City Hall ligger i byen Krasnogorsk, som ligger godt 15 kilometer nordvest for det centrale Moskva. Den afghanske gren af den væbnede bevægelse Islamisk Stat har hævdet at stå bag angrebet.

Gentager påstand om ukrainsk involvering

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har dog hævdet, at angrebet har forbindelse til den ukrainske regering. De to lande ligger i krig, efter at Rusland invaderede Ukraine i februar 2022.

Samme melding lyder fredag fra Aleksandr Bortnikov. Han siger, at det ukrainske militærs efterretningsvæsen var »direkte involveret« i angrebet. Det er »sikkert at sige allerede nu«, selv om efterforskningen stadig er i gang, siger Bortnikov ifølge Tass.

Tass citerer også Bortnikov for at sige, at Islamisk Stat spillede en rolle i forhold til koordinering af angrebet. Ifølge Bortnikov ligger det fast, at IS’ afghanske gren stod bag forberedelserne, finansieringen, angrebet og den efterfølgende flugt, citerer det russiske nyhedsbureau Ria Novosti ham for at sige.

Rusland har ikke tidligere fremlagt dokumentation for påstanden om ukrainsk indblanding. Ukraine har gentagne gange afvist at have noget med angrebet at gøre.

Bortnikov anklager desuden forsvarsalliancen Nato for at være skyld i, at »lejesoldater og militanter fra internationale terrororganisationer fra Mellemøsten, Nordafrika og Afghanistan« kommer til Ukraine og kæmper.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her