Et stort jordskred ramte fredag Papua Ny Guinea. Hundredvis frygtes dræbt, og mere end 120 huse er begravet.

Flere end 2.000 meldes begravet under muddermasser

Byen Yambali er hårdt ramt af jordskreddet. Billedet er fra i lørdags.  Foto: Benjamin Sipa/Ritzau Scanpix
Byen Yambali er hårdt ramt af jordskreddet. Billedet er fra i lørdags. Foto: Benjamin Sipa/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Opdateret 08.14:

Nødhjælpsarbejdere i Papua Ny Guinea arbejder natten til mandag dansk tid fortsat på at finde og redde overlevende efter et stort jordskred på øen fredag.

Flere end 2000 er blevet begravet i jordskred lyder det i et brev til FN fra landets nationale katastrofecenter, skriver AFP.

»Jordskreddet begravede mere end 2000 personer levende og forårsagede alvorlige ødelæggelser«, lyder det fra centeret, som også tilføjer, at bygninger er blevet ødelagt.

Derudover er situationen fortsat »ustabil, da jordskreddet bliver ved med at langsomt at rykke sig, hvilket udgør en vedvarende fare for både redningsholdene og de overlevende«.

Tidligere på natten oplyste FN’s Internationale Organisation for Migration (IOM) i Papua Ny Guinea, at omkring 1250 mennesker er fordrevne fra deres hjem efter jordskreddet i Enga-provinsen.

Enga-provinsen ligger omkring 600 kilometer nord for hovedstaden, Port Moresby.

Mere end 120 huse er begravet under jord og mudder og omkring 250 huse i området er blevet forladt af beboerne, lyder det.

»Husene er begravet under omkring otte meter jord. Så der er meget at grave igennem«, siger Justine McMahon til mediet ABC.

McMahon står i spidsen for missionen for nødhjælpsorganisationen Care International i Papua Ny Guinea.

McMahon siger videre, at farlige forhold og ustabil landjord gør redningsarbejdet svært. Det er anslået, at der boede 4000 mennesker i og nær det ramte område.

Beboere har reddet enkelte, som blev fanget i jordskreddet.

Nødhjælpsarbejdere er i det ramte område, men de maskiner, der er brug for, er endnu ikke kommet frem til området. Det er fordi, der ikke er adgang via hovedvejen, som er begravet under jord.

Det er derfor kun muligt at komme dertil med helikopter.

Nabolandet Australien samt Frankrig har meldt, at de er klar til at assistere Papua Ny Guinea. Ny Kaledonien, som ligger tæt på Papua Ny Guinea, er fransk territorium.

Mere end 670 personer er formodet dræbt efter jordskreddet. Det oplyste Serhan Aktoprak, chef for FN’s Internationale Organisation for Migration (IOM) i Papua Ny Guinea søndag.

Det er mere end dobbelt så mange som det først udmeldte tal. FN siger, at der indtil videre er fundet seks lig.

Der er endnu ingen officielle dødsfald efter jordskreddet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her