Russisk diplomat fortæller, at »uvenlige lande« er blevet advaret.

Russisk diplomat advarer »danske superhelte«

Ved et pressemøde på Flyvestation Skrydstrup i august sidste år kravlede Ukraines præsident, Volodomyr Zenelskyj, og Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, op i et af de F.-16-kampfly, som Danmark ved samme lejlighed donerede flere af til Ukraine. Foto: Mads Nissen
Ved et pressemøde på Flyvestation Skrydstrup i august sidste år kravlede Ukraines præsident, Volodomyr Zenelskyj, og Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, op i et af de F.-16-kampfly, som Danmark ved samme lejlighed donerede flere af til Ukraine. Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Rusland ser F-16-fly fra vestlige lande som et alvorligt sikkerhedsproblem og vil skyde dem ned i Ukraine.

Det siger den russiske diplomat Konstantin Gavrilov, som leder en delegation i Wien, ifølge det statsejede russiske nyhedsbureau Tass.

Han siger, at ’uvenlige’ lande er blevet advaret.

»Ikke desto mindre insisterer de på - for eksempel Holland og de danske superhelte - at de vil tillade F-16-fly at blive anvendt, hvornår de end kan, på russisk territorie«, siger han til mediet Isvestija ifølge Tass.

Gavrilov siger, at man fra russisk side ikke kan vide, om der for eksempel er atomvåben om bord på flyene. Derfor er det et spørgsmål om ’atomsikkerhed’, siger han.

»Så den russiske hær vil skyde dem ned«, siger Gavrilov om F-16-flyene.

Grønt lys til at ramme mål i Rusland

Torsdag sidste uge sagde forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) til Jyllands-Posten, at donerede danske F-16-kampfly til Ukraine gerne må ramme mål i Rusland, som i februar 2022 invaderede Ukraine.

»Vi baserer os på folkeretten, og når Ukraine er i væbnet konflikt, må de F-16-fly, de snart får fra Danmark, også godt ramme mål på den anden side af den ukrainske grænse«, sagde han til avisen.

»Det vil sige inde i Rusland, hvor man opmagasinerer og mobiliserer rigtig meget af det militær, der bruges til at angribe Ukraine«.

Allerede sidste uge advarede Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, Danmark.

I en kommentar til Ritzau sagde han, at brug af danske våben mod mål i Rusland kan føre til en ’ukontrolleret udvikling i konflikten’.

Han advarer om ’katastrofale konsekvenser’, hvis det ender med et direkte sammenstød med den vestlige militæralliance Nato.

»Fra dansk side bør man ikke tage let på Ruslands gentagne advarsler om, at F-16-kampflyenes tilstedeværelse i Ukraine vil blive opfattet som en atomtrussel«, sagde Vladimir Barbin.

Danmark har doneret 19 F-16-fly til Ukraine.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her