Labour ville overveje Rwanda-plan, hvis den var i overensstemmelse med folkeretten, siger Keir Starmer.

Britisk premierministerfavorit affejer konservatives Rwanda-plan

Keir Starmer affejer i en fjernsynsdebat den nuværende regerings plan om at sende asylansøgere til Rwanda. Foto: Jonathan Hordle/itv/Ritzau Scanpix
Keir Starmer affejer i en fjernsynsdebat den nuværende regerings plan om at sende asylansøgere til Rwanda. Foto: Jonathan Hordle/itv/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Keir Starmer, storfavoritten til at overtage posten som Storbritanniens premierminister ved næste valg, affejer i en fjernsynsdebat den nuværende regerings plan om at sende asylansøgere til Rwanda og behandle deres asylansøgninger der.

Starmer har i længere tid lovet, at hans parti vil gøre en ende på planen, hvis det vinder magten 4. juli.

Alligevel blev han spurgt, om han kunne finde på at støtte en ordning, hvor asylansøgere kan få behandlet deres ansøgninger i et tredjeland.

»Ja, hvis det var muligt at gøre det i overensstemmelse med folkeretten«, svarede Labour-kandidaten.

Starmer var mødt op til debat med landets nuværende premierminister, konservative Rishi Sunak, som overtog embedet efter Liz Truss i efteråret 2022.

Debatten handlede i det store og hele om den pressede økonomiske situation i Storbritannien, som ifølge Sunak kun Det Konservative Parti havde en plan for at løse.

En kvinde i publikum spurgte premierministeren og Keir Starmer, om de havde forståelse for, hvor svært det var for hende at betale regningerne derhjemme.

Sunak svarede, at han ville lette skatten.

Det fik Starmer til at beskylde Sunak for at ’leve på en anden planet’.

Sunak fortsatte sit partis strategi med at beskylde Labour for at ville sætte skatten op med 2000 britiske pund om året, cirka 17.500 kroner.

»Mærk jer mine ord. Labour sætter skatten op. Det er en del af deres dna. Jeres arbejde, jeres pensioner, hvad end det er, beskatter Labour det«, hævdede Sunak.

Starmer afviste ikke, at Labour har planlagt at hæve skatten, selv om partiet i flere omgange har afvist at hæve indkomstskatten og det, som vi i Danmark ville kalde ATP-bidrag.

Starmer afviste dog beløbet, som Sunak nævner som det rene ’vrøvl’.

»Min far arbejdede på en fabrik. Han fremstillede redskaber. Min mor var sygeplejerske. Vi havde ikke så mange penge, da jeg var lille«, svarede Starmer den bekymrede kvinde i publikum.

»Så jeg kender godt til den bekymrende følelse, når postbuddet dukker op med en rudekuvert. Hvad er det for en regning? Har jeg råd til at betale den? Det tror jeg ikke, premierministeren forstår«.

Det Konservative Parti sidder i øjeblikket på mere end halvdelen af pladserne i det britiske underhus.

I seneste meningsmåling står partiet til at miste mere end halvdelen af dets mandater og ligger nu 20 procentpoint bag Keir Starmers Labour. De færreste spår den nuværende regering en chance for at overleve.

Valget er 4. juli.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her