Et russisk bombefly af varianten Su-34 er styrtet under en prøveflyvning i et bjergrigt område i Kaukasus.

Russisk bombefly styrter ned i bjerge i Kaukasus

Lyt til artiklen

Et russisk bombefly af typen Su-34 er tirsdag styrtet ned i Kaukasus. Det skete under en rutinemæssig øvelse og skyldes sandsynligvis en teknisk fejl.

Det siger det russiske forsvarsministerium til det statslige nyhedsbureau RIA.

Alle om bord på flyet er omkommet, lyder det.

»I republikken Nordossetien-Alania, i et bjergrigt område, styrtede en Su-34 fra de russiske luftstyrker under en planlagt prøveflyvning«, siger forsvarsministeriet ifølge RIA.

»Flyet styrtede i et afsides område. Der er ingen ødelæggelser på området. Besætningen er blevet dræbt«, lyder det videre.

Det står ikke klart, hvor mange der var om bord på flyet, men ifølge mediet Forbes er der to sæder i flytypen.

Su-34’erne er blandt Ruslands mest moderne bombefly - og dermed vigtige for russisk krigsførelse.

Ukraine hævdede senest i april ifølge BBC at have ramt og ødelagt seks russiske kampfly, der stod på en militærbase i det sydlige Rusland i regionen Rostov.

Kilder oplyste dengang til mediet, at basen husede fly af både typen Su-27 og Su-34, der bruges ved fronten i Ukraine.

Ukraines militær sagde i december, at det havde nedskudt tre russiske bombefly i den sydlige del af Rusland - også af typen Su-34.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her