Den italienske oppositionspolitiker Leonardo Donno måtte onsdag forlade parlamentet i en kørestol efter et klammeri blandt flere folkevalgte.
Donno, som er medlem af Femstjernebevægelsen, blev ifølge lokale medier tilsyneladende skubbet og sendt i gulvet af andre politikere i det italienske underhus, Deputeretkammeret.
Hændelsen skete under en debat om et forslag fra premierminister Giorgia Melonis regering om at styrke det regionale selvstyre.
I et interview med tv-stationen La7 siger Donno, at han på hospitalet skal undersøges efter at være blevet udsat for slag og ’en række spark’.
»Jeg fik et rigtig kraftigt slag i brystbenet og faldt til jorden. Jeg kunne ikke trække vejret«, siger han.
»Jeg var ret bange. Jeg kunne ikke forestille mig, at sådan noget her kunne ske i Deputeretkammeret. Jeg kan stadig ikke forstå det«.
Det er uklart, hvem der ellers var involveret i klammeriet.
Formanden for Deputeretkammeret afbrød samlingen og sagde efterfølgende, at han ville nærstudere overvågningsoptagelserne og overveje næste skridt.
Særligt flere af de syditalienske regioner frygter, at Melonis lovforslag vil betyde, at regeringen i stigende grad fralægger sig ansvaret for områder som sundhed og uddannelse.
Bekymringen er, at det vil få store konsekvenser for en række af de ikke så velstillede områder af landet.
Under første lovbehandling kom repræsentanter fra regeringen og oppositionspolitikere også op at skændes.
Ved onsdagens anden lovbehandling havde flere oppositionspolitikere væbnet sig med italienske flag. Undervejs begyndte flere at synge nationalsangen.
På en video fra hændelsen kan man se, at Donno forsøger at fremvise nationalflaget for Roberto Calderoli, der er minister for regionale anliggender og selvstyreområder.
Det fører til, at flere folkevalgte skynder sig mod Donne for at afbryde ham.
ritzau




























