To 13-årige drenge er blevet anholdt og sigtet for at have voldtaget en 12-årig jødisk pige i en forstad til den franske hovedstad, Paris.
Foruden voldtægt er drengene sigtet for antisemitiske forhånelser og dødstrusler, oplyser en kilde i fransk politi til nyhedsbureauet AFP.
Også en tredje dreng på 12 år er sigtet i sagen. Han er ikke sigtet for voldtægten, men for truslerne og de antisemitiske ytringer.
Voldtægten fandt ifølge politikilden sted i en park i Paris-forstaden Courbevoie lørdag aften.
Pigen har fortalt til politiet, at hun var sammen med en ven, da hun blev passet op af tre drenge og trukket ind i et skur.
Her blev hun ifølge politiets oplysninger slået, udsat for fuldbyrdet voldtægt, tvunget til oralsex og truet på livet.
Undervejs blev pigen kaldt en ’beskidt jøde’, ligesom en af drengene stillede hende spørgsmål om hendes religion og Israel, har hun fortalt.
Efter meldingen om overfaldet på den 12-årige pige har præsident Emmanuel Macron sagt, at ’en antisemitiske plage’ har ramt Frankrig.
Udtalelsen skal ifølge en unavngiven kilde tæt på præsidenten være faldet på et møde med ministre fra den franske regering.
ritzau




























