Over en million amerikanere advares mod oversvømmelser efter flere dages heftig regn, der særligt har ramt delstaterne Iowa og South Dakota.
Det skriver mediet BBC.
Kim Reynolds, guvernøren i Iowa, omtaler oversvømmelserne som ’katastrofale’ og har erklæret nødretstilstand i 21 amter.
På billeder fra Iowa kan man se, hvordan flere bygninger nærmest er helt dækket af vand.
I byen Spencer i den nordøstlige del af Iowa er selv vandstandsmåleren dækket af vand.
»Når vandstandsmåleren er dækket af vand, så er vandstanden virkelig høj«, siger Eric Tigges fra beredskabsmyndighederne i amtet Clay på et pressemøde søndag ifølge BBC.
I South Dakota er en person omkommet som følge af oversvømmelserne ifølge delstatens guvernør, Kristi Noem.
Noem har også erklæret nødretstilstand og udtalt, at de værste oversvømmelser ventes mandag og tirsdag.
ritzau




























