Hollands afgående regeringsleder skal stå i spidsen for Nato-alliancen som afløser for Jens Stoltenberg.

Officielt: Mark Rutte bliver Nato's næste generalsekretær

Foto: Johanna Geron/Ritzau Scanpix
Foto: Johanna Geron/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det bliver Hollands afgående regeringsleder, Mark Rutte, der skal lede Nato-alliancen, når Jens Stoltenberg forlader posten som generalsekretær.

Således er Nato-medlemmerne blevet enige om at pege på Mark Rutte som ny Nato-generalsekretær, oplyser Nato i en udtalelse ifølge Reuters.

Det var ventet, at Mark Rutte ville blive udpeget som kommende generalsekretær, efter at Rumæniens præsident, Klaus Iohannis, i sidste uge trak sig som kandidat til posten.

Derefter var Mark Rutte den eneste tilbage i kandidatfeltet.

Rutte, ser frem til at påbegynde arbejdet for forsvarsalliancen til oktober og takker for Nato-landenes tillid, skriver han på det sociale medie X.

»Det er en kæmpe ære at bliver udpeget som generalsekretær for Nato. Alliancen er og vil fortsat være hjørnestenen i vores fælles sikkerhed. Jeg er taknemmelig for, at alle de allierede har tillid til mig«, skriver Rutte blandt andet.

Han understreger, at han ikke tager let på opgaven, som ligger foran ham.

Jens Stoltenberg ønsker sin efterfølger held og lykke på det social medie X og skriver, at Rutte er en stærk leder, der formår at skabe konsensus.

»Jeg byder de Nato-allieredes valg af ministerpræsident Mark Rutte som min efterfølger velkommen. Jeg ønsker ham al held og lykke, mens vi fortsætter med at styrke Nato«, skriver Jens Stoltenberg.

Det kræver enighed blandt alle 32 Nato-lande, før en ny generalsekretær kan udpeges. Allerede 18. juni sagde Stoltenberg, at valget af en ny Nato-chef var nært forestående.

»Jeg mener, at Mark Rutte en meget stærk kandidat. Han har en masse erfaring som ministerpræsident. Han er en nær ven og kollega«, sagde Stoltenberg i den forbindelse.

Både Rumænien, Ungarn og Slovakiet tøvede indtil sidste uge med at pege på Mark Rutte som ny chef for forsvarsalliancen.

Mark Rutte er fungerende ministerpræsident i Holland, men har i syv måneder været på vej ud, efter at højrefløjen fik en stor sejr ved parlamentsvalget i Holland sidste efterår. Regeringsforhandlingerne har været svære. Tidligst i juli ventes en hollandsk koalitionsregering med premierminister Dick Schoof at blive taget i ed.

Jens Stoltenberg, som skal afløses af Mark Rutte, har været Nato’s generalsekretær siden 2014. Inden da var Stoltenberg statsminister i Norge.

Stoltenbergs mandat i Nato udløber 1. oktober 2024. Derefter overtager Mark Rutte posten som generalsekretær.

Statsminister Mette Frederiksen (S) ønsker Rutte tillykke med jobbet.

I et opslag på Statsministeriets profil på det sociale medie X udtaler Frederiksen, at hun tror på, at Nato forbliver verdens stærkeste militære alliance under Rutte.

»Jeg ser frem til at fortsætte vores tætte samarbejde«, udtaler Mette Frederiksen.

Mette Frederiksen er selv tidligere blevet nævnt som en varm kandidat til posten som ny generalsekretær i Nato efter norske Jens Stoltenberg.

Sidste år blev det blandt andet nævnt i tyske medier, at hun var et bud. Hun har dog selv hele tiden fastholdt, at hun ikke var kandidat.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her