79 er fortsat savnet efter bådforlis ved det vestafrikanske land Mauretanien. 89 er døde, og kun få er reddet.

89 migranter med kurs mod Europa dør efter bådforlis

Lyt til artiklen

89 migranter med kurs mod Europa er omkommet, efter at deres båd tidligere på ugen kæntrede ud for Mauretaniens kyst.

Det oplyser landets statslige nyhedsbureau torsdag.

»Kystvagten bjærgede ligene af 89 mennesker, som var om bord på en stor fiskekutter, der kæntrede mandag 1. juli«, lyder det.

Det lykkedes kystvagten at redde ni personer, heriblandt en femårig pige.

79 personer er fortsat savnet.

Ifølge nyhedsbureauet afgik fiskekutteren fra et område på grænsen mellem nabolandet Senegal og Gambia.

Ligene blev bjærget fra et område, der ligger omkring fire kilometer fra den sydvestlige mauretanske by Ndiago.

Mauretanien er et land i Vestafrika med knap fem millioner indbyggere.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her