Ved angreb på Khan Younis i Gaza lørdag var målet ifølge Israel at dræbe Hamas-lederen Mohammed Deif.

Hamas: Militærchef er i god behold efter stort angreb

Foto: Bashar Taleb/Ritzau Scanpix
Foto: Bashar Taleb/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En højtstående embedsmand fra Hamas hævder, at Mohammed Deif, der er leder af Hamas’ militære gren, er i god behold.

Meldingen kommer, dagen efter at Israel iværksatte et omfattende angreb på byen Khan Younis i Gaza, hvor målet netop var at dræbe Mohammed Deif.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Mindst 90 personer mistede livet i angrebet, og yderligere mindst 289 blev såret.

Israel har hverken be- eller afkræftet, at Deif stadig skulle være i live.

Mohammed Deif har i årevis stået øverst på Israels liste over eftersøgte personer og er mindst syv gange tidligere blevet forsøgt slået ihjel af Israel.

Han har været leder af al-Qassem-brigaderne, der er Hamas’ militære afdeling, siden 2002.

Allerede i midten af 1990’erne kom han i de israelske myndigheders søgelys, da han blev sat i forbindelse med en række selvmordsangreb i Israel.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her