Den hovedmistænkte i en sag om fund af flere lig på en kenyansk losseplads erkender at have dræbt 42 kvinder.
Det oplyser kenyansk politi ifølge nyhedsbureauet AFP.
Skamferede lig er siden fredag løbende dukket op på lossepladsen i Kenyas hovedstad, Nairobi. Indtil videre er der fundet ni lig.
Men den mistænkte har altså ifølge eget udsagn dræbt langt flere.
»Den mistænkte erkendte at have lokket, dræbt og skaffet sig af med 42 kvindelig på lossepladsen«, siger efterforskningsleder Mohamed Amin på et pressemøde.
Den mistænkte er 33 år og blev anholdt cirka klokken 03 natten til mandag.
Politiet oplyser ikke vedkommendes køn.
»Vi har at gøre med en seriemorder, en psykopatisk seriemorder, som ikke har nogen respekt for menneskeliv«, siger Mohamed Amin.
Foruden den hovedmistænkte har politiet anholdt en anden mistænkt. Det fremgår endnu ikke, hvilken rolle denne menes at have i sagen.
De ni lig, som indtil videre er dukket op på en losseplads i et slumkvarter i det sydlige Nairobi, var pakket ind i plastikposer.
De skal mandag obduceres.
Fundet førte i weekenden til uroligheder i området, hvor politiet måtte bruge tåregas for at sprede folkemængderne.
ritzau
fortsæt med at læse




























