Secret Service har ifølge The Washington Post opfordret Donald Trump til kun at holde vælgermøder indendørs.

Secret Service fraråder Trump at holde udendørs vælgermøder

Lyt til artiklen

Repræsentanter for den amerikanske sikkerhedstjeneste Secret Service har opfordret den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, til fremover kun at holde vælgermøder indendørs.

Det fortæller kilder med viden om sagen til avisen The Washington Post.

Opfordringen kommer, efter at Trump, der var præsident i USA mellem 2017 og 2021, for nylig blev udsat for et attentat.

Det skete ved et udendørs vælgermøde i delstaten Pennsylvania.

Ansatte i Trumps valgkampagne er på baggrund af opfordringen begyndt at lede efter steder, hvor der er plads til flere tusinde mennesker.

Det kan eksempelvis være basketballarenaer.

En anonym repræsentant for Trumps valgkampagne fortæller The Washington Post, at der indtil videre ikke er planlagt nogen udendørs begivenheder.

Hverken Trumps valgkampagne eller Secret Service har offentligt meldt noget ud om sagen.

Trump har, siden han første gang stillede op som præsident, afholdt hundredvis af udendørs vælgermøde.

Han har ofte pralet med antallet af deltagere - og flere gange overdrevet det faktiske fremmøde, skriver The Washington Post.

Vælgermøderne er ofte blevet afholdt i lufthavne samt på markedspladser og fodboldstadioner.

The Washington Post skriver, at det er dyrere at afholde vælgermøder indendørs, men at det er sikrere.

Det skyldes, at det er nemmere at føre kontrol med deltagerne, og at der er færre potentielt problematiske sigtelinjer.

Tirsdag fratrådte den øverste chef for Secret Service, Kimberly Cheatle, som følge af attentatet.

Sikkerhedstjenesten står i en krise, efter at det 13. juli lykkedes en mand på taget af en bygning at skyde mod Trump.

Trump blev strejfet på øret, og en person ved vælgermødet blev dræbt. Attentatmanden er blevet identificeret som 20-årige Thomas Crooks, der blev skudt og dræbt af Secret Service.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her