Forestil dig to atleter, som dyster i et olympisk kapløb. Den ene atlet yder ikke sit bedste, men forsøger i stedet at spænde ben for den anden atlet. Det er ikke fair konkurrence, men derimod et usselt forsøg på at undertrykke og skade sin modstander. Ifølge Kinas nye udenrigsminister, Qin Gang, er det præcis sådan, USA opfører sig over for Kina.
Allegorien om de to atleter var en af mange billeder på verdenssituationen, Qin Gang fremmalede på sit første pressemøde tirsdag. ’Pressemøde’ skal her også forstås som en metafor, for store dele af den vestlige presse fik ikke lov til at deltage, mens spørgsmålene syntes at være godkendt på forhånd. Svarene var alligevel sigende.




























